I Husbondens vold

   Hvem elsker ikke de gode gamle Morten Korch bøger og film, om folkene ude på landet i gamle dage…hvor de gode altid til sidst vandt over de onde..

  Og at det jo ikke altid var sådan i virkeligheden, ved enhver nok.. nogen gange faktisk, kunne det gå helt forfærdeligt for sig..

   Jeg vil i denne historie komme med flere eksempler, hvor revselsretten for hudbonden i den grad blev udnyttet til det yderste…med store konsekvenser for tyendet.

    I Jerlev har foreningen mange gamle politisager liggende, - også historier omhandlende tjenestefolk og deres til tider hårde skæbner – både fra Mejsling og Jerlev

  Jeg har valgt tre sager ud, til denne artikel !

Læredrengen fra Mejsling.
Tjenestepigen Ane Marie Thomasdatter.
Tjenestepigen Mina Christensen fra Højen.

Læredrengen fra Mejsling

Blandt Politiets dokumenter fandt jeg for nogle år siden, noget så usædvanligt som en Lærlingekontrakt, disse ville normalt været arkiveret et helt andet sted – da jeg læste de øvrige papire i pakken – gik det op for mig, hvorfor de lå her – de var nemlig en del af en undersøgelse, om en lærerdreng fra Mejsling, som døde mens han var i sin tjeneste.   

   Blandt dokumenterne var også et brev fra Nålemagermester Bergh i Vejle, sendt til Byfogden samme steds. Omhandlende sin  lærling Niels Nielsen fra Mejsling – han var udebleven fra sin tjeneste og rejst tilbage til sin fader i Mejsling.

   Samt en stævning til dennes søn, om at give møde i politiretten.

   Altså en typisk tyendesag, af dem som der findes en del af blandt By og Herredsfogdens dokumenter.

   Men aldrig tidligere havde jeg fundet en Lærlingekontrakt i de eftethånden mange pakker jeg har kigget i.

   Så derfor vil jeg gengive Kontraktens oprindelige ordlyd her:

   Lærecontract oprettet imellem underskrevne Nålemager N.F.Bergh og Skrædder Niels Nielsen boende på Mejsling mark, angaaende sidstnævntes søn Niels Nielsen.

1. Jeg Naalemager Bergh antager hermed, paa 5 aar der regnes fra 1. nov. 1844 og til 1. nov. 1849, ovennævnte Skrædder Niels Nielsens søn Niels i Naalemagerlære, for i den tid at lære ham den mig lærte Naalemager profession, saavidt som hans egen flid og  nemme det tillader. I indnævnte læreaar forpligter jeg mig til for det første aar at give ham et sæt værkstedsklæder, bestaaende af trøe, buxer og vest, 2 nye skjorter aarlig og dette tøjs vedligeholdelse i indmeldte tid, ligesom vadskning og syning i disse sine læreaar. I det 5. eller sidste læreaar, svares han 6000 mark af det arbeide han bliver tilsadt daglig, og hvad han der gør over erholder ha  1 skilling pr. 1000 mark, som bliver af mig tilbageholdt til hans svende klædning, ligesom ogsaa hvert andet aar at give ham et sæt søndagsklæder, som og ved læretidens udløb, at gjøre ham til Naalemagersvend, saaledes at han derfor kan passere som lovlig Naalemagersvend.
2. Jeg Niels Nielsen indgaar og antager med min faders vidende og vilje ovennævnte punkter, og tilforpligter jeg mig til at holde mig flittig og ordentlig i disse mine læreaar, altid være hiemme til den tid min mester eller mesterinde bestemmer og stedse være dem hørig og lydig.

   Denne Lærecontract haver vi begge i vidners overværelse oprettet, indgaaet og egenhandigen underskrevet.

                Veile d. 26 febr. 1845

                N. F. Bergh

                Niels Nielsen

                              Med  F. P.

  Efter et ærinde i byen var Niels vendt hjem til faderen i Mejsling, dette skete d. 23 jan. 1846.  

   Da Bergh erfarede at drengen ikke var kommet hjem i tjenesten efter sit ærinde, skrev han et klagebrev til Byfogden i Vejle :

   I gaar sendte jeg min dreng Niels Nielsen et ærinde i byen, men i stedet for at besørge ærindet blev han borte, og rejste igaar hjem til  sin fader Skrædder Niels Nielsen paa Mejsling mark og sandsynligvis efter dennes forlangende.

   Da nu drengen Niels Nielsen ifølge den imellem mig og benævntes hans fader, under 26 febr. 1845 oprettede lærecontract skal forblive i Naalemagerlære hos mig i en tid af 5 aar. Fra 1. nov. 1844 at regne, saa er det naturligt at jeg ej vil give slip paa ham, og hvisaarsag jeg herved ærbødigst maa begjære bemeldte Skrædder Niels Nielsen samt søn Niels anholdt for en politiret for sigtelse og saggivelse at modtage og i mangel af forlig dom at lide. Hvorved jeg vil fornævnte faderen tilpligtet under en daglig mulkt, at bringe hans søn tilbage i hans lære. Samt at erstatte det tab jeg lider og tilføres for den tid drengen er ude af hans lære og sagens øvrige omkostninger.

   Allerede samme dag gik et par stævningsmænd til Mejsling mark for at aflevere stævningen til både faderen og sønnen, om at give møde på rådhuset i Vejle d. 27 jan. 1846 kl. 10.

   Flere dokumenter i sagen er ikke dukket op, formentlig er parterne bleven forliget inden mødet.

  I Jerlev sogn kirkebog den 15 marts. 1846, altså blot halvanden måned senere døde  Lærlingen Niels kun 18 år gammel, af Mæslinger. Pastor Olivarius : skrev et lille notis” der haves mistanke om haard behandling hos mesteren i Vejle”. Altså vidste præsten mere end  undersøgelserne i sagen kunne afsløre ….

   Nærmere en opklaring af sagen kommer vi nok aldrig, - men man kan alligevel ikke tro andet, at når drengen løber fra sin plads i utide og præsten efterfølgende bemærker i kirkebogen, at der haves mistanke om at noget forfærdeligt havde fundet sted, hos mesteren i Vejle. Må antage at mesteren var gået langt ud over sin ret til at revse drengen, og derved indirekte var skyld i dennes død.

   Nålemager Bergh forblev endnu nogle år i  Residensgade i vejle, i 1862 havde han en meget ringe handel… og gik senere konkurs, og rejste fra Vejle.

Ane Marie Thomasdatter

   I samme år 1846 i maj måned fandt en episode sted i Mejsling, denne gang hos gårdmand og sogneforstander Johan Bertelsen, hvis gård vi i dag kender under navnet ”Egelund”. Dennes tjenestepige Ane Marie var bleven fundet druknet i en lergrav.

   Ved en sådan begivenhed skulle der afholdes forhør, for at klarlægge omstændigerne ved dødsfaldet.

   Johan Bertelsen selv, skulle som den første afgive forklaring : han fortæller ”Mine børn har fortalt mig at pigen i aftes var gået i seng til sædvanlig tid.

   I morges da klokken var 4 lukkede jeg døren op fra mit sovekammer og kaldte på den nu afdøde flere gange, men da jeg intet svar fik, gik jeg ind i det kammer hvor pigen laa, tilligemed flere af mine børn – men hun var borte, hendes træsko stod paa deres plads udenfor sengen.

  Han kaldte nu paa en af børnene for at høre naar nu var staaet op - men barnet vidste det ikke.

   Johan gik nu over til sin nabo Gjerman Laursen og fortalte ham at hans pige var gaaet bort, derefter red han op til Høien hvor hendes moder boede, men her var hun ikke. Og efter at havde været i præstegaarden red han tilbage til gården og erfarede at hun var bleven fundet i en mergelgrav mellem Mejsling og Høien, og ikke saa langt fra en sti der fører op til Høien herfra byen.

 Johan Bertelsen fortalte at den afdøde har tjent ham siden 1. nov. Sidste aar, og har ingen aarsag til at været andet end tilfreds med hendes – hun har aldrig ytret kjede til livet eller ladet yttringer falde som kunne hentyde paa at hun vilde tage sit liv.-

   Johan mener saaledes at hun om natten har villet gaa over til sin moder i Høien, som hun dagen i forvejen havde sendt bud om at møde hende i dag om formiddagen.

   Og for at komme den nærmeste vej maa hun passere en sti der fører forbi nogle mergelgrave og paa et sted er denne sti meget smal – og da det var ved det sted hun blev funden, er det ej utænkeligt at hun kan være gleden ud i mergelgraven og hvor til den stærke nordvestenvind der blæste i nat, maaske ogsaa kan have bedraget hende.

Sagen sluttes

   Flere vidner blev afhørt, men de kunne ikke give nye oplysninger i sagen.

   Den praktiserende læge, Jespersen fra Vejle ankom nu til stedet, efter at liget var blevet bragt hjem til gården og lagt i laden.

   Han undersøgte pigen og kunne konstaterer at døden for længst var indtrådt, og der i øvrigt ikke fandtes tegn på udvortes vold. Læberne var blå med fråde løbene fra munden, som tydede på at hun var omkommen ved drukning.

   Pastor Olivarius skrev ganske kort i kirkebogen ”Besvangret tjenestepige fundet druknet i mergelgraven 33 aar gl..”

Konklusion

   Ane Marie var altså med barn, -  og ugift – som jo på den tid var noget man så på med meget strenge øjne. 

Og det at præsten oplyser at Ane Marie var besvangret og skulle have barn.. giver jo historien en ganske anden vinkel… for som tiden gik blev det sikkert sværere og sværere for pigen at skjule sin graviditet, og at blive afsløret kunne med det samme føre til bortvisning fra pladsen og fortabelse af sin opsparede løn.

   at Ane Marie var bleven mere og mere ulykkelig og skræmt, ved tanken om den skam og fordømmelse hun helt sikkert vil blive udsat for når barnet kom…tænk på! Hun havde jo gået stille med sin viden, ingen måtte vide noget – og nu kunne hun bare ikke skjule det længere, snart vil man kunne se hun ventede sig – og var det mon derfor hun havde bedt moderen komme den næste dag,

– for at bede hende hjælpe sig.

  Så var hun mon på vej over til sin moder den nat ?.  – moderen der var almisselem kunne af den grund ikke hjælpe sin datter.

   Måske kunne Ane Marie ikke fortælle hvem faderen til barnet var. 

   For hvis ikke en fader stod frem til at forsørge barnet når det kom..var der kun sognet tilbage til at understøtte hende og barnet.. d.v.s. fattigvæsenet.

   Og hvorfor gik hun ud uden sine træsko den nat, en tur hun iøvrigt sikkert havde gået mange gange tidligere.

   Måske var det i virkeligheden blot en ulykkelig hændelse, at hun var gleden i mergelgraven. Eller var det en desperat pige som ikke kunne se anden udvej end at kaste sig i graven.

   Amtet gav efter familiens ønske tilladelse til jordpåkastelse på Højen kirkegård – altså var den  officielle forklaring nu, at Anne Marie have taget sig selv af dage…

    I denne sag kan man have mange teorier om, hvad der egentlig var sket – men at det var en ulykkelig tjenestepige der var kommet galt afsted i tjenesten er der ingen tvivl om, og at en mandsperson – ingen navne nævnt..

Måtte havet vidst noget.

Mina Christensen fra Højen

   Til slut endnu en lille historie, for at understrege at endnu en af mange tjenestefolk, som levede og havde det svært i deres tjeneste – mange blev groft udnyttet, nogle mistede deres opsparede løn hos husbonden, for bare den mindste forsedelse.

   Sjældent så man at en tjeneste karl eller pige vandt en sag ved retten.

   1. maj 1911 fik den blot 15 årige pige Mina Christensen fra Højen, plads hos gårdejer Hans Jensen Søskov på Jerlev engmark.

   I halvåret frem til 1. nov 1911 kunne hun tjene 70 kr., dette beløb kom dog først til udbetaling efter dette halve års udløb.

   Men allerede den 25 juni samme år hentede pigens fader arbejdsmand Christen Christensen af Højen mark, sin datter hjem fra tjenesten, med begrundelsen at hun var bleven så voldsom udskjældt at han frygtede for hendes forstand, og at hun i sin nedtrygthed kunne finde at stikke ild på stedet.

   Dette reagerede Søskov dog meget imod, og forlangte pigen, straks tilbage til sin plads.

   Enden på denne sag blev da også, at pigens fader ikke kunne bevise sin påstand om datterens hårde behandling – så retten ikke alene idømte faderen at skulle betale 35 kr. til Søskov men også at pigens optjente løn var forbrudt. Samt naturligvis sagens omkostninger, som beløb sig til 20 kr.

Om Hans Jensen Søskov

   Han boede på sin fødegård, den ejendom vi i dag kender som Frøkærhus på Engmarksvej i Jerlev, gården overtog han i 1872 og havde den frem til sin død i 1912. han var gift 2. gang med Karen Jensen.

   At Søskov var en mand med temperament, vidner en hel bunke af sager om,

   – men også en sag som skal komme hans eftermæle til gode, nemlig en sag fra 1889.

   En dag mellem Jul og Nytår kom Søskov gående på skovvejen ved Nr. Vilstrup sammen med et par andre mænd, da de hørte, skrig nede fra søen, en isbelagt sø med ca. 5-6 alen dyb vand – det forfærdelige var sket, to af drengene var faldet igennem isen – da Søskov og de andre mænd hørte skriget, styrtede de ned, og uden at betænke sig sprang Søskov i vandet – og med stor fare for sit eget liv, fik han reddet drengene fra druknedøden.

   I denne forbindelse og i taknemmelighed indstillede drengenes fader Jens Mikkelsen fra Nr. Vilstrup at Søskov skulle hædres for sin indsats. Han skrev da et brev til amtmanden i Vejle og denne indstillede Søskov til en medalje for druknedes redning.

   Kongen gav sin tilladelse d. 20 feb. 1890, medaljen blev nu sendt til Herredsfogderiet, i Vejle, som udleverede denne til Søskov, som belønning for d. 29 dec. At have reddet Husmand Jens Mikkelsens sønner fra at drukne, med retten til at bære samme medalje.

Afslutning

   De to første omtalte sager, kan det have gået mere voldsomt for sig, end dokumenterne viser – det er min påstand, at Lærlingen Niels sikkert har været udsat for en så grov mishandling, at han senere døde af denne behandling. –

   Og kan man måske forestille sig at Ane Marie ville have afsløret faderens navn til moderen den næste dag….og at denne mands  person ville forhindre hendes i sit foretagne.

   Ja, meget kan man forestille sig – og sandheden kommer vi aldrig nærmere –

For datidens opklarende politi arbejde fandtes ganske enkelt ikke på den tid…