Man troede da på Hekse

Menneskene i Danmark har til alle tider, sikkert altid haft mere end blot den herskende tro i landet. Det være sig troen på Aserne,  eller på kristendommen. En tro som hjalp og vejledte folk i en ofte hård og slidsom hverdag.

   Men også troen på de underjordiske, havde man sideløbende-, alfer, nisser, trolde og sikkert andre.

   Og blandt almuen var der jo Heksen eller troldkvinden, som jo boede i blandt dem - en person som man troede var i ledtog med djævelen. En man frygtede, og derfor forsøgte at isolerer fra det øvrige samfund.

Heksen

    Og ifølge folkeovertroen var hun en kvinde, der udøvede sort magi, det vil sige  ved ondsindede trolddoms kunster med dæmoners eller djævelens hjælp, som kan gøre eller skade mennesker, kvæg eller afgrøde.

   Om denne beskrivelse passer på to af egnens kvinder fra 1800 åerne,  ja, det må være op til læserne selv at vurdere – sikkert var det,  at de gik for at kunne hekse, både sygdom og død. -

   Og en heks kunne jo altid kendes ved, at bandt man en stor sten om hendes liv, og kastede hende i en sø – flød hun da ovenpå, var hun helt sikkert en heks – men sank hun til bunds, var hun uskyldig……så må man bare håbe at, man havde bundet et rev om livet på hende.

  Dette galt i de store hekseprocessers tid før år 1700 – og er næppe bleven praktiseret mod hverken Mariane fra Mejsling eller Karen i Ammitsbøl, der jo levede i 1800 årene. Men at man stadigvæk troede på troldkvinder, så lang oppe i tiden er her et par eksempler på.

Mariane fra Mejsling

Den første jeg vil fortælle om er Mariane, eller Knap Mariane fra Mejsling som hun kaldtes. Hun var født i Nørup1852. og blev gift med Anders Nielsen fra Mejsling, efter dennes død forsørges hun af sønnen Marius Nielsen. Hun var kendt på egnen for at kunne hekse. Når der var noget i vejen med folks kreaturer, gav de hende skylden derfor, og når køerne ikke ville give mælk eller folk ikke kunne kærne smør, så var det også hende der var på spil.

   Hun boede som nabo til familien Vendelbo, og en dag går Mariane over til dem, og beder om at måtte låne to mark, for hun var kommen i forlegenhed, og hun ville da også hurtigt betale dem tilbage. Konen Else Marie der selv ingen penge havde, gik så ind og tog pengene af sønnens pung, for han var ung den gang og tjente mange penge.

Mariane kunne ikke betale tilbage

   Der gik så en stykke tid, og Mariane kom ikke med de lånte penge igen – så en dag gik  Else Marie om til hende, og bad Mariane om at låne hende sin uldsaks, for hun vidste hun havde sådan en, og nu ville hun have den og beholde den, indtil Mariane kom med pengene.

  Da der igen var gået en stykke tid spurgte Mariane  den unge Vendelboe søn, om hun dog ikke snart kunne få sin saks tilbage. – ”Nej, siger sønnen, den får du ikke før end du har betalt min moder de to mark.” så siger Mariane – ” det kan koste din moder hendes liv”.  Else Marie blev da også straks herefter syg, - ”og otte dage efter var min moder i graven” sagde den unge Vendelbo meget højtideligt, når han siden fortalte den historie.

”Heksen” Mariane

   kunne også sætte en kniv op til en bjælke og malke af den. Også selv om hendes køer var gamle, kunne de give så meget, at der kunne kærnes en hel del smør. Søren Brande kom der ind en dag, og da havde hun store stykker smør stående på dragkisten, og var i færd med at kærne mere – så siger Søren til hende, ”Hvordan kan det være du kan kærne sådan, når dine køer er gamle”. Hun svarede ham resolut, ” det kommer ikke dig ved”. Hendes mand - Anders der nu kom ind, sagde da, ”du kan se, a  har en dygtig kone”.

Mariane lå for døden

   Knap Mariane blev en grumme gammel kone og kunne ikke død, hun lå og led meget i sengen – Vendelboes søn ynkede hende så meget, at han en dag gik over til en klog mand i Mølkær og spurgte ham om, hvad der skulle gøres.

   ”Ja, det er en let sag” svarede han, ”du skal blot når du kommer hjem, sætte en stige til huset og vende den mønnetørv (tagrygning) der ligger næst ved skorstenen”. – ”men så snart hun er død, skal du vende den om igen, for hejsen vil du få fremmede i din gård”.

   Vendelbo gjorde da også som der blev sagt, og et kvarter efter var hun død – og straks efter vendte han tørven tilbage, men de havde lige godt ikke rigtig fred for Mariane, og der var tit noget i vejen med kreaturerne. – han opsøgte så den kloge mand, denne gang en i Sillesthoved, ude i Give sogn, der gav ham noget pulver, og sagde, ” at når han bemærkede noget galt ved kreaturerne, skulle han blot give dem noget af det”.

  Det råd hjalp, ikke alene hans egne dyr, men også naboens.

"Heksen" fra Ammitsbøl.

    En anden kone nemlig Karen Lundbjærg  havde et endnu værre ry på egnen. Hun boede på gården ”Havgaard” i Ammitsbøl. Karen Sørensdatter var hun døbt, men kaldet Lundbjærg efter hendes fødested i Gaarslev sogn.

Den gamle Peder Hansen i Mejsling beretter om hende:

   Karen der var bleven aftægtskone, boede  hos sin datter og svigersønnen Ole Madsen,  som havde en lille pige Maren, denne var imidlertid  bleven forhekset af bedstemoderen. –

   I nærheden boede en klog mand Niels Pedersen, han skulle forsøge at gøre godt igen, hvad heksen havde gjort galt – men dette hjalp ikke…

   Pigen var nu bleven halvtosset, så nu søgte man den kloge mand i Sillesthoved, men heller ikke han kunne hjælpe – til sidst måtte man flytte den lille pige væk fra hjemmet, til en slægtning i Ammitsbøl, da hun ikke kunne være sammen med Karen mere.

  Kort efter døde Karen – så tog de pigen hjem igen – men hun var i mellemtiden bleven endnu mere tosset, og døde få år senere.

Karen dør 1 feb. 1863

   Mikkel Konrad, der bor næsten nabo til dem, kunne Karen ikke lide, og da hun lå syg og skulle dø, kom han ind i gården, hun kunne da høre ham snakke, og så siger hun : ”kom her hen, a kan se dig, så skal a give dig en snære.”

   Men nej, du kan tro nej, han var jo ræd for hende, for hun skulle jo blot se på ham, for at gøre ham fortræd.

   Da Karen var død, var Niels Poulsen med til ligfølget, han ville kigge ned i graven, og gled da ned i denne – så troede folk, at hun ville have ham med sig, for de havde altid været hinanden fjendsk.

   Præcis en uge efter blev han funden død på landevejen,  ikke så langt fra sit hjem i Ammitsbøl skov - han lå på ryggen med benene nede i grøften. Han havde været ude at kurere for hekseri, og når han var ude på den forretning, så havde han den tro, at han altid skulle være hjemme inden vinden vendte, ellers ville det gå galt.

   Ingen kunne se hvad han var død af, men man mente nu nok at vinden måtte havde vendt sig for ham, inden han nåede hjem. Så Karen fik ham med sig. Som hun ville have. -

   Men en sådan forklaring var myndighederne

Nu næppe tilfreds med, så …….

En nærmere undersøgelse bliver foretaget

   Distriktslægen i Vejle havde nu taget turen ud til Ammitsbøl skov, for at undersøge liget.

   Hvorpå fandtes stivhed i ledene, ligpletter langs ryggen samt begyndende forrådnelse i underlivet. Liget bar umiddelbart ingen tegn på vold, eller sygdom som kunne forklare hvorfor Niels Poulsen pludseligt døde.

Enken, Johanne Bennedsen forklarede:

   Min mand forlod sidste lørdag morgen hjemmet, for at begive sig til Haraldskær i et ærinde, og mente at kunne være hjemme igen samme dags aften.

   Da han imidlertid ikke var kommet hjem denne aften, antog jeg at han havde søgt ly for natten et sted, og først næste morgen blev jeg underrettet af min voksne søn, om at min  mand var bleven fundet som lig, tæt ved Jens Andersens gårds mark ved vejen efter Mejsling – jeg antager at han er faren vild, og på grund af det strenge vejrlig og det indtrufne mørke, ikke har kunnet hjælpe sig selv.

   Johanne kunne videre fortælle at manden var 66 år gammel, hans helbred var kun mådeligt og han led ofte af brystsyge.

   Sønnen kunne endvidere fortælle at det var den 9 årige German Jensen, som fandt ham liggende på ryggen, i fuldt udstrakt stilling.

   Denne fik nu fat på de to karle Søren Lauritsen og Thomas Nielsen, som efter de havde konstateret at livet var udslukt, fik liget bragt hjem.

Sognefogden i Jerlev afhøres

   Det var nu bleven Hans Monrads tur til at afgive forklaring i denne sag :

   Kl. ca. 4 om eftermiddagen var han, Niels Poulsen kommen ind på min gård, der er beliggende  i Jerlev by, hvor han blev et par timers tid, her blev han budt både på smørrebrød en snaps samt en punch.

   Da vejret nu var så dårligt, og vejen så slet, tilbød jeg at køre ham hjem, hvilket tilbud han først efter nogen tid indlod sig til.

   Her efter lod jeg spændte for, og lod så min karl køre for ham. -  Som jo nok stadig var noget forkommen, men dog ikke mere end han både kunde gå og stå, og selv stige op på vognen.

   Karlen  kørte ham så et stykke vej, og satte så Niels af ved Jens Andersens gård, knap 100 skridt fra sin egen bagvej.

   Niels var bleven stående da karlen kørte bort – og herefter gik han altså tilbage af den 

Samme vej han netop var kørt, og blev så funden 300 skridt østen for Jens Andersens gård søndag morgen…

En naturlig forklaring….

   Med disse oplysninger kunne politiet nu sammenfatte det skete, og konstaterer at Niels Poulsen, der var en gammel svag mand, der var farret vild i det strenge vejr denne lørdag aften, og at dette havde bevirket hans død.

   Men at den gamle Peder Hansen stadig så mange år efter kan fortælle en sådan historie, på trods af at myndighederne havde afsluttet hændelsen som en naturlig død, viser jo blot med al tydelighed, at en sådan forklaring ikke var bleven godtaget blandt almuen – for de vidste jo nok at det måtte være Karen Lundbjærgs der ville have Niels med sig i døden.

Karen viser sig

   En aften kom Vendelbo kørende med sin kone ad den vej, der går fra Ammitsbøl og op til Ammitsbøl skovgaard, det blev nu pludselig helt mørkt for dem og hestene standsede og stod helt stille – de kunne nu se en grå kone komme glidende forbi vognen. De kunne godt kende hende, det var Karen Lundbjærgs, hun havde været oppe ved gården og skulle nu tilbage til kirkegården.

 Lidt efter kunne de kører videre igen.

   Og det var jo klar, at netop sådan en oplevelse, måtte jo fortælles videre – Som den Peder Hansen i Mejsling jo så også har gjort.