Den rige præst i Højen
Pastor Wissing
En historie af Axel Rude 1948 :
En række præster, som i mere eller mindre grad fik betydning for sognets ve og vel, huskes stadig ved navn af sognets beboere, men ingen af disse sjælesørgere fra gammel tid synes at have sat sindene i bevægelse som hans velærværdighed Hans Wissing, der var sognepræst i Højen-Jerlev fra 1800 til sin død 11 jan. 1837.
Det er ikke meget reelt, man ved om denne mærkelige præst. Til gengæld lever der adskillige sagn om ham, præget af mystik og uhygge, så det faktisk må håbes, at Hans Wissing i virkeligheden var bedre end sit rygte.
Sognepræsten var født i Kolding 22. oktober 1768 som søn af Købmand Michael Wissing og dennes hustru, Hedvig Danielsen.
Hans Wissing tog sin embedseksamen 1797 og kom til Højen tre år efter, hvor han døde som en yderst velhavende jordbesidder.
Skal man tro overleveringerne, var præsten slet og ret ågerkarl, lånte penge ud til de ofte økonomisk hårdt trængte bønder mod høje renter og gældsbeviser for så at jage sine sognebørn fra jorden, hvis de ikke kunne betale.
På den måde samlede præsten ”Jerlevgård”, ligesom han havde den nordligste gård i højen sogn ”Stenogård, hvis oprindelige ejer Hans Wissing ifølge folkesnakken jog fra hus og hjem.
Den nu 98 årige enkefru Marie Dons, ”Bakkelund” i Ny Højen, husker endnu hvad almuen fortalte om præsten, der udlånte penge.
Skønt tunghør har den statelige gamle bondekone en god hukommelse og fortæller, hvorledes Hans Wissing udfriede en af egnens gårdmænd af en slem knibe.
Bonden havde modtaget præmie for en Hoppe med føl, det viste sig dog, at føllet var fra et helt andet Moderdyr, tilmed ønskede Mandens søn at læse til Landøkomon, fik Legatstøtte hertil, men blev i stedet hjemme og hjalp faderen på ejendommen.
Dette opdagedes, og bonden selv skulle have været straffet, men lånte så mange penge af Wissing, at han kunde redde sig ud af affæren.
Noget senere søgte man at få sognepræsten væk, og Hans Wissing sagde da vredt til en mand, der kom med korn til præstegården: ”Ej, her har jeg friet ham ud af fængsel og bånd, og så vil I sætte mig i vinkelkrog”.
Da manden, præsten antydede til, døde, holdt Wissing ligprædiken over ham og brugte teksten fra Jobs Bog:
Her hviler de kraftesløse, de ugudelige have ingen fred, men tjeneren er fri for sin herre”, og idet han så hen til afdødes søn, der sad i kirken, sagde præsten hvast: ”Du søn, gå ikke i din onde faders fodspor”.
Hans Velærværdighed
Man var ikke godt tilpas, når Højens sognepræst stod på prædikestolen, ihverfald har de af egnens beboere, som ønskede at sætte Wissing ”i vinkelkrog”, været mærkelig til mode den dag. Det var nemlig en kendt sag, at præsten så mere end andre; engang standsede han sin prædiken og råbte ”stå stille!” for så at fortsætte med teksten.
Bagefter rygtedes det i sognet, at præsten spadserede ud i en af sine skove, hvor en stakkels tyv stod skælvende ved siden af et læs brænde, han ulovligt havde skovet på Wissings grund. Staklen græd og jamrede, men formåede ikke at røre et lem, før han havde bedt brændets ejer om tilgivelse.
Under en anden Gudstjeneste bad præsten Menigheden vente en stund, løb ned af Prædikestolen, sprang på sin hest og red hjem. Det viste sig, at en af Præstegårdens piger nysgerrigt havde sneget sig ind på studerekammeret og læste præstens regnskaber, da Hans Velærværdighed greb hende på fersk gerning. Hans Wising tog noget korn, dryssede det på gulvet, og øjebikkeligt var det som værelset fyldtes af en vredt summende Bisværm. Pigerne turde siden ikke gå derind, uden at præsten selv opholdt sig i Studerekammeret.
Hans Wissing kunde også mane, det fik folk bevis på i Præstegården. Præstens Husjomfru bankede en Aften på Studerekammerets dør og sagde, at der lå en sort hund ved ildstedet.
”Ak så er min mutter død”, udbrød Wissing og tog straks til Kolding. Nogen tid efter begravelsen kom en af gårdens piger løbende hen til Præsten idet hun råbte: ”åh, oldemor sidder i vort Bryggers”.
Præsten rejste sig og gik derud, ganske rigtigt, der sad Moderen i Bryggerset, så begyndte Wissing at mane hende ned, det tog stunder, men lykkedes til sidst.
Om Præstens Moder, Madam Wissing, sagde Beboerne i Kolding, at hun var meget begærlig, krævede folk for penge to gange, skønt de havde betalt, og da hun døde, kom alt hendes kræ brølende hjem fra marken ind i gården.
Madam Wissing gik en tid igen og holdt lyset for gårdens piger om natten, så ingen turde tjene på stedet.
Hylden giver helse
Den mærkelige Højen-Jerlev præst skal også have været noget af en Læge, og et af hans Universalmidler bestod simepelthen af Hyldebær!
Det lyder troligt nok, for langs marker og biveje i Højen sogn kan man i september måned se Hyldens mørkviolette Bær kigge frem som tunge, solvarme klaser, der udsender en herlig, krydret Duft.
Sognepræsten plukkede Hyldeblomsterne før Sct. Hans – så havde ”Hyldemor” givet dem en særlig mystisk kraft – og han brugte Hylden på mange forskellige måder, blandt andet som Te, hvis et sveddrivende , feberstillende middel skulde drive ondet på flugt.
Urteposer af Hyldeblomster stillede ”Sot og Kolde”, sagde almuen, men det er også i vor tid en kensgerning, at Hylden indeholder visse stoffer, som virker lindrende på mindre alvorlige sygdomme. Dette har Præsten i Højen vidst, siden Hylden hørte med til Præstegårdens Husapotek. Hylden gav Helse!
Har Sognepræsten således gjort adskilligt godt med sin Lægekundskab, er det imidlertid først og fremmest hans begær efter, hvad der klingede på kistebunden, som har bevaret Mindet om ham.
Den gamle Fru Dons’ Bedstefader skyldte en gang Wissing penge. Da han kom til Præstegården og talte Rigsdalerne op på bordet, tog Præstens Husholderske Dalerne i sit Forklæde og bar det hele ud medens Wissing sagde: Ej, kom du med resten af pengene, da skal du få dit Gældsbevis”. Så måtte Bonden gå til slægt og venner for at skaffe beløbet, men fik nu beviset.
Det er derfor forståeligt, at folk i Højen erklærede, de ved nattetide kan se Præsten Hans Wissing ride på sin hest fra ”Stenogård” til Jerlevgård”, hvor han gør holdt på den højeste Bakke og sukker tungt, medens han tager al den jord i øjesyn, han engang har ejet.
Fløjter man ved nattetide i nærheden af ”Stenogård” kommer Præsten også, men i skikkelse af en sort Spøgelseshund, ligesom Folk kan møde ham langs Markskellet, når månen står højt, trækkende en trillebør, hvori alle hans Penge klirrer.