Dokument fra Højen-Jerlev sogne fra begyndelsen af 1800-tallet - vedrørende fattigvæsenet. Blandt underskrifterne fra mændene bag beslutningerne om almisser osv. ses navne som Wissing, Rau, Pjengaard og Daugaard.

Fattigvæsenet i Jerlev sogn

        Af Jørgen Petersen

         Jerlev sogns lokalhistorisk Forening

Et lille forord!

   At skrive om Jerlev sogns fattigvæsen har vist sig at være en meget stor opgave, som ville fylde langt mere end der er plads til  her, men også ligeså meget spændende. Derfor  vil denne historie kun   omhandle perioden fra 1803…

     Den normale ordning af forsorgen for fattige, syge og på anden måde hjælpeløse bestod deri, at de holdt til i den gård eller det hus, hvori de hørte hjemme eller havde slægt, og der fik det nødtørftige underhold imod at yde så meget arbejde, som de orkede. De fattige, som ingen slægt havde at holde sig til, var meget ringere stillet. For dem var kun tiggeriet tilbage. På landet vandrede disse fattige fra gård til gård og fra landsby til landsby for at til tigge sig lidt føde og husly, og inden for sognet søgte man at sørge for sine egne hjælpeløse ved de almisser, som indgik til sognepræsten, og som han forvaltede.

   Man havde dog allerede fra den tidligere fattiglov i 1708 inddelt de trængende i 3 klasser og den målestok der skulle anvendes ved fordelingen, var helt afhængig af de trængendes arbejdsduelighed.

1. klasse. Var alle de gamle og syge, der var så svækkede på legeme og sjæl, at de intet eller meget lidt selv kunne tjene.

2. klasse. Henlagdes de fader og moderløse børn, eller børn hvis forældres forstand, helbred og livsførelse gjorde det umuligt at betro dem opdragelsen.

3. klasse. Hørte enkeltpersoner eller familier, som på grund af svagelighed, mange børn tiltagende alder eller anden lignende årsag ikke var i stand til at tjene så meget, som skulle sikre dem og deres børn en nødvendig underhold.

    I 1803 kom den nye og reviderede fattiglov, den som blev grundlaget for den senere sognekommunale forvaltning i Danmark, dens største ændring var at man lavede fattigkommissioner, dens sammen sætning var politimesteren, ”når denne ikke var tilstede blev han repræsenteret af sognefogden”.

   Og så var der præsten, som var den der ledte møderne, og egnens største lodsejer samt 3 eller 4 af de bedste mænd, et kommissions område var som regel 2 eller 3 sogne. Så da Jerlev var anneks sogn til Højen udgjorde de tilsammen et kommissions område, og denne bestod af følgende:

Politimesteren Hr. Cancelliraad Dichmann,

Præsten Hr. Pastor Wissing,

Hr. Ludwig Rau af Oxviggaard (direkte forfader til sekretær i Jerlev Sogns Lokalhistoriske Forening anno 2016-2017 indtil videre).

disse tre som faste medlemmer.

Derefter valgtes:

   Sognefoged Jens Pedersen Piengaard i Højen som stedfortræder for politimesteren når denne ikke var tilstæde.

   Niels Hansen Daugaard af Højen.

   Og endelig Mads Nielsen gaardmand i Jerlev.

    Denne kommission havde udelukkende fattigsagerne at tage sig af.

Kommissionens første sag

   Den 12 december 1803 mødtes man i Højen skole, hvor den første sag som denne nyvalgte kommission skulle tage sig af var et omvandrende fruentimmer Mette Marie Christensdatter som i sommers i Højen fødte et uægte barn, på grund af denne fødsel måtte man skaffe hende og barnet et passende sted og anden hjælp, barnet døde dog kort tid efter og begravelsen blev forrettet og betalt  af sognet. Og mon ikke hun herefter er bleven forvist fra distriktet.

   Man enes ved samme møde om ikke at yde hjælp til fremtidige uvedkommende betlere, og vil henstille til deres medbrødre og distriktets øvrige beboere om at gøre det samme.

Kommissionens møder

      Det vigtigste møde var i december hvor præsten fremlagde forsørgelsesplanen for det kommende år, som rummede forslag til den ligning, hvortil sognets beboere skulle

bidrage. Den vedtagne plan blev så oplæst ved prædikestolen næstkommende søndag.

   Kommissionen mødtes i alt fire gange årligt i marts, juni, september og december, mødet blev indvarslet fra prædikestolen, hvor man samtidig opfordrede de fattige til at møde op hvis de havde noget at begære, ved disse 4 årlige møder ordnes forsørgelsen for de kommende 3 måneder, og præsten redegjorde for eventuelle ændringer i forsørgelsesplanen, som kunne opstå ved at nogle var døde mens andre trængende var kommet til, samtidig undersøgte man de fattiges kår om disse havde ændret sig, om hjælpen skulle nedsættes ellers forøges.

       Det som var bleven dem tildelt af brændselstørv og naturalier  efter  fattigplanen vil blive leveret til dem  af et af kommissionens medlemmer.

   Skal man se på hvem der var bidragyderne til fattigkassen, kan man i 1804 som jo er det første hele år se at ”Tavlepenge” som jo blev opkrævet i kirkerne, menighederne kunne henlægge gaverne til sognets fattige på en tavle, deraf navnet, dette skete på ganske bestemte dage, nytårsdag, de tre store kirkelige højtider, bededag, søndag efter allerhelgensdag samt hver eneste dag der var altergang. Dette var den største indtægt. 

   Udover dette ses frivilligt indsamlede bidrag fra sognenes beboere. Ved Tobia Johansdatter og Knud Pedersen  samt ved enkemand Peder Jepsen og Birthe Sørensdatters bryllupper i juni måned i Jerlev kirke fik Mads Nielsen sammen med sognefogden indsamlet bidrag 4 mark 1 skilling. Også fra Helsingørs  kom der tavlepenge.

    Kommissions medlem Mads Nielsen fra Jerlev klagede over at han følte sig overbebyrdet som den eneste i sognet og bad om at måtte få en medhjælper, hvilket den øvrige kommission medgav ham, det blev så gårdmand Iver Christensen fra Mejsling som skulle hjælpe til.

   Senere i 1800 årene ses at bidragene fra beboerne var Rug, Malt, Gryn, og penge som betaltes efter deres gårdes hartkorn.

Et par klager til Amtmanden

   At hjælpen fra sognet ikke altid rakte til dagen og vejen er der her et eksempel på,

    Jacob Larsen Raun skriver:

   Med rørte kummerfuldt hierte takker jeg underdanigst deres høyvelbaarnhed for den naadige bistand de saa ædelmodigen har bevist den syge søn og mig der har faaet den bedrøvelige vished ved lægens forsikring at bemeldte min søns sygdom er ulægelig, og at han er og bliver en krøbling.  At denne sørgelige tidende maa være nedslaagende for enhver fader, men især for mig som en gammel og fattig mand der nu skulle i stedet for byrde have hiælp af min søn, føler Jeg inderligen og haar ingen udveie til at ernærer ham.    

   Af sognets fattigkasse har jeg hidtil faaet nogen understøtning til ham; men hjælpen rækker ikke formedelst mange fattige, at afgive det tilstrækkelige til hans pleie og underholdnin.

   Deres høyvelbaarenhed vil ynkes over min lidende søns og min tunge kaar, og forhielpe ham 

Til en passende understøtning af amtets fattigkasse Da jeg efter faderpligt taalmodigen skal behandle mit syge barn, og anvende al mulig omhue som at lindre hans lidelser. Den naadige bistand deres høyvelbaarenhed har vist mig og hvorom høigunstige skrivelse af 22 februar d.a. til sognefogden i Jerlev bær umiskiendelig præg, gives mig den glæde forsikring at jeg ikke forgæves bønfalder om understøtning for min

ulægelige søn.

Jerlev mark, Jerlev sogn   

Den 9de Martii 1821

 Jacob Larsen Ravn      m.f.p.

   Pastor Wissings kommentarer..

    At Jacob Larsen Raun er husmand og fattig; hans søn Hans Jacobsen ynkelig og aldeles krybling, pleiet og behandlet af faderen med megen taalmod og ømhed, og understøttet, men utilstrækkeligen af sognets fattigkasse, er sørgelig sandhed.

   Fader og sin søn fører et kummerligt og skikkerligt levnet og fortiener medynk og deltagelse.

    At Pastor Wissing virkelig føler med faderen er ganske tydelig, derfor denne kommentar til brevet. Mindre end et halv år senere dør denne invalide søn kun 19 år gl.  

   Men at han også ser med andre øjne på personer som ikke yder deres ypperste selv, er der en anden historie som viser, denne gang er det den gamle skomager Hans Asmussen på Jerlev Nørremark som vækker præstens vrede, da han selv skriver til amtmanden i Vejle.

     For omtrent en 4 aar siden, blev jeg indlemmet under fattigkommisionen i Jerlev sogn, derfor lod bemeldte kommission, skrive et mig tilhørende hus med alt mit indboe, jeg for ventede en nogenlunde antagelig hjælp, men den er saaledes, at jeg ser mig nødsaget til at maae paa en maade betle mit brød, sidste kommissions samling blev jeg meddelt ¼ skeppe gryn ½ skeppe malt og 1 skeppe rug, begge er vi min kone og jeg oldinge paa nogle og 70 aar, vi formaaer kuns lidet at fortjene til vort livs nødvendige underholdning, jeg beder desaarsag herved underdanigst deres høyvelbaarenhed om at forhjelpe mig til lidet mere hjelp, da jeg uden dette med min aldrende kone er udsadt for at lide virkelig nød, om høygunstiget bønhørelse beder desaarsag.

                      Jerlev mark d. 2de juli 1833

Underdanigst                      Hans Asmussen

  At dette brev var et direkte angreb på præstens og kommissionens fattigligning har Wissing jo nok følt derfor skriver også han på egne og kommissionens vegne:

   Skulle Hans Asmussen og hustrue af Jerlev mark have understøtning efter deres opførsel, de fortiente efter fattigkommissionens

overbevisning – ingen –

   De har fri husleie med en have – hvad han i sit andragende fortæller om hans hus er kun hans sædvanlige snak – de har fri ildebrændsel af tørv, til hvis indbringning han og hustruen ikke vil hjælpe det mindste. De  har forhen faaet fuld almisse, og er ofte alvorligen advaret om at skikke sig vel, men forgæves, disse ægtefolk er hengiven til kaffe og brændevin, om ikke andre skjulte laster. 

   De trodser med frækhed og fordre understøtning som skyldighed i stedet for at gøre gavn efter evne og føre et sømmeligt levnet.

  Disse ægtefolks fremfærd har fattigkommissionen fundet i stridighed og mod

Guds lov og de kongelige anordninger, og alle anstrengelser til forbedring vare forgæves, man havde prøvet at lære disse trodsige stivsind at forbedre deres opførsel; Men vi skal efter pligt og samvittighed drage omsorg for dem, som  de skikkelige og øvrige almisselemmer.

Paa fattigkommissionen og egne

Vegne ærbødigst: Wissing

Højen præstegaard                       Den 8 juli 1833

   Der ser ikke at være indkommet noget svar fra amtet på Hans Asmussens brev, ej heller fra præstens.

   Hans Asmussen og hustru Gjertrud Pedersdatter lever endnu nogle år i Jerlev, hvor han dør i 1843 hvorefter enken flytter ind i det nyopførte fattighus 1844, og dør året efter

Et fattighus opføres

   25 nov 1841 afløstes sognekommisionen af et direkte valg til et sogneforstanderskab, denne fik ved lov af 6 juli 1867 navnet Sogneråd.

I 1841 blev valgt:

   C. Dalgas fra Aldebertsminde, til formand,

Så Mads Madsen i Oxvig, Andreas Kock af Jerlevgaard, Peder Olesen Lomholt i Højen,

Niels Nielsen Gaarslev i Jerlev, Jens Iversen Boesen fra Mejsling, Frantz Mortensen i

Højen og endelig Peder Mikkelsen fra Pjengaarg. Præsten Niels Hansen Olivarius i Højen præstegård var sekretær og fast medlem, og ham som ledte møderne.

   I 1844 besluttedes det at opføre fattighuse i både Højen og Jerlev sogne, i Jerlev blev det en grund hørende til gården Lille Anholt, som blev udvalgt, Bendt Stephansen sælger et kvadratisk stykke fra på 1 skp. han får for denne grund 50 rigsbankdaler sølv, når huset står færdig opført. Samtidig forpligter han sig til at afgive den jord som behøves til at indhegne bemeldte grund, i øvrigt får fattiglemmerne fri adgang til hans brønd mod at udbedre eventuelle skader de måtte forvolde på den. Huset skulle være på 7 fag og indeholde 2 åbne stenkakkelovne, 1 stenovn, i huset skal der være 3 beboelsesrum som alle skal være lige store, hver med 8 alen i længden 5 ¼ alen i bredden og ca. 3½ alen i højden, desuden et brændelsesrum og 2 forstuer, i huset vil der blive plads til 3 familier med i alt 12 personer. Der skal derudover forefindes det nødvendige husgeråd

Beboerne i fattighuset 1845 

Niels Laursen 81 år enkemand født i Taulov

Mette Hansdatter 84 år enke født i Højer

Gjertrud Pedersdatter 82 år enke født i Jerlev

1850

Niels Lauridsen 88 år gift født i Herslev

Mette Mortensdatter 60 gift født i Randbøl

Bodil Hansdatter 93 enke født i Ribe amt

1860 

Mariane Hansdatter 40 år enke, samt hendes syv børn alle født i Jerlev, hun var enke efter blikkenslager Thomas Jørgen Frederiksen der var krybling, og som 2 år tidligere havde forgiftet sig selv i fattighuset. Mariane der var født i Mejsling 1821, gifter sig igen 1864 med enkemand og kludesamler Mads Lauridsen Tingskov fra Mejsling skov.

1870

ses 3 familier på ialt 10 personer.

1. Ole Olesen med hustru og datter

2. Jens Peter Tingskov med hustru

3. Erik Mikkelsen med hustru og 3 børn

1880

ses 2 familier på i alt 11 personer.

1. Mathilde Nielsen og hendes datter,

2. Hans Rudolf Panduro med hustru og 7 børn

Reglement for fattighuset

   Hvordan skulle de så klare sig i det daglige, lemmerne i fattighuset, ja sådan noget var der helt klare regler for, et reglement var der ligefrem udarbejdet for dem

1. de fattige maa stedse erindre den lydighed, de skylder Sogne forstanderskabets medlemmer. De som ej længere kan hjælpe og ernærer sig selv, maa ej heller kunne raade sig selv, ved flere bos bord tildeles Sogne forstanderskabet stemme myndighed over de fattige som den, husbonde og husmoder have over deres grunde. –

   Ogsaa bør de fattige, paaskjønne med taknemmelighed den omsorg ved fattighusenes opførsel er draget for dem af Sogne forstanderskabet og de menigheder derved foraarsagede bekostninger.-

2. de skulle lægge vægt paa kjærlighed og venlig omgang mod dem, med hvilke de lever i samme stue og i samme boelig.-  Troe de sig fornærmede af deres medbeboere kunne de melde det for en af Sogne forstanderskabets medlemmer, men de maae ingenlunde derom yppe noget klammerie eller tage sig selv til rette.-

3. de maae være forsigtige med ild og lys, hvem som herimod forsømmer sig vil alvorligen derfor blive draget til ansvar.-

   advarer den ene fattighusets beboer den anden i slig henseende, maae den anden optage det som sagt i en god mening.-

4. Renlighed maae nøje iagttages.- i denne henseende er ved et hvert fattighus opført et vandhus.- enhver beboer er forpligtet til bestandig og sømmeligen at gjøre brug af dette.-

 ingen maae ved at forsømme dette foraarsage ureenlighed ved væggene eller anden steds i nærheden af huset.-

5. om morgenen bør vinduerne aabnes og værelserne saaledes udluftes.- gulvene bør feies og sengene redes-

   om sommeren bør dette være fuldført før kl. 8 om morgenen: om vinteren før kl. 10.-

6. beboerne af fattighuset haver efter loven som af forstanderskabet vil blive dem foreskrevet hver lørdag at feie fortovet rent rundt om huset, gøre vandhuset rent, skovle møddingen o.s.v.

7. dem fattige som ikke med flid dyrker det dem tildelte stykke havejord, udsætter sig for at samme fratages dem og tildeles de andre.-

8. hver morgen bør der nedfeies sod i skorstenen førend ildpaalægges, 6 gange om året bør skorsteenen alvorligen reengøres.- dette arbeide bør forrettes af de i fattighusene værende mandspersoner, haves der flere skeer det efter omgang.- bliver de ved alderdoms affældighed og svage vil forstanderskabet tage dette i betragtning.-          2 okt. 1844.

Stubdrup fattiggård

   I 1888 valgte man at sælge det gamle fattighus i Jerlev, denne blev solgt på auktion og købt af Jens Christian Ladegaard Jensen,  der var hjulmand.

   Højen og Jerlev kommune havde allerede i 1872 købt en gård i Stubdrup af Christian Andersen for et beløb 10676 rigsdaler 72 skilling. Denne indrettes nu som fælles fattiggård og blev drevet med bestyrer, og indtil nedlæggelsen den 31 okt 1934 kan nævnes flg. Bestyrere: 1. Hans Christensen, 2.

Niels Simon Nielsen, 3. Hans Jensen, 4. Niels P. Nielsen, 5. Frederik Frederiksen, 6. Marinus Christensen.

   En tidligere beboer i Mejsling Jens Bertel Jensen ses at være på gården i 1907 hvor han dette år søger statens hædersgave som veteran fra 1848-50, dette er et årligt beløb, da han dør i 1912 har han hele 99 kr. stående på en sparekassebog, man vedtager i sognerådet at give ham en pæn begravelse, og denne kostede da også hele 74 kr. 36 øre, det resterende beløb tilfaldt fattiggårdens regnskab.

   I 1918 ses en anden fattiglem Niels Jensen en tidligere smed i Jerlev der på grund af sin dårlige opførsel  og efter gentagne advarsler blev sendt til Horsens forsørgelsesanstalt, hvor han var i nogle måneder til kort før jul samme år.

   Den 31 okt 1934 holdte fattigudvalget et sidste møde på gården for at bortsælge en del ting, såsom Høns, Borde, Bænke, Baljer m.m. til bestyreren for 95 kr. et stueur til Hans Sørensen for 5 kr. 1 kuffert til H. Garne for 3 kr.

   Dagen efter kunne køberen Hans Hansen fra Jelling så flytte ind på gården…….