Kroens historie

Jerlev kro - også navngivet "Hotel Postgaarden"

I "Spidsbarren" 2002 havde Lokalhistorisk forening indsendt historien om Jerlev kro.

skrevet af Inger Schmidt og Jørgen Petersen

Jerlev kro, hotel postgaarden, er en kgl. Privilegeret kro og beliggende ved den gamle vej mellem Vejle og Ribe (Vilstrupvej) i Jerlev, som nabo til kirken og overfor brugsen.

   Med loven om næringsfrihed i 1857 blev der mulighed for at drive kro, gæstgiveri og høkerhandel på landet efter kgl. Bevilling. Netop i 1857 blev Jerlev kro grundlagt som kombineret høker, kro og gæstgiveri. Senere blev kroen også benyttet som brevsamlingssted for Vejle postkontor.

Kroen har i tidens løb haft følgende ejere:

Iver Jørgensen 1857

Mads Madsen 1866

Niels Brødsgaard Poulsen 1881

Oskar Emil Jessien 1885

Niels Jensen, forpagter fra 1886-87

Rasmus Petersen 1891

Enken, Ane Kathrine Petersen 1910

Dagny Petersen, gift Rodding bestyrer fra 1923-46

Enkemand, Alfred Viktor Rodding 1966

Jette Hansen  1981

Aps med Niels Jørgen Rytter og Bent Hemark Jensen 1984

Bent Bork 2002

Kirsten og Henrik Madsen  2002

Den ”gamle” kro Jorden kroen blev opført på, blev udskilt fra ”Østergaard” i Jerlev af daværende ejer, Jeppe Johansen i maj 1857. Dens bygninger bestod af et stuehus i nord på 16 fag med tegltag, en kørestald i øst på 4 fag også med tegltag og en kombineret beboelse/staldbygning på 11 fag sydvendt med stråtag. Disse bygninger blev nedrevet i 1905 for at give plads til nybygning.

Kroen som Postsamlingssted

   Kroen var med sikkerhed postsamlingssted i Rasmus Petersens tid, idet han blev benævnt ”brevsamler”

   En brevsamler var: ”Én kontraktansat person på et brevsamlingssted, som nød omegnens beboeres tillid, som oftest en gæstgiver, en kromand eller en skolelærer”.

   Brevene blev leveret fra Vejle Postkontor, i starten med hestevogn, senere med rutebilen, og blev sorteret på kroen og derefter bragt ud af postbudene.

   Det første beskrevne postbud var Andreas Sørensen på ruten Jerlev-Tudvad, som var postbud fra 1898.

   Niels Claudi Mortensen, som var postbud fra 1946, fortæller : ” kl. 8.30 kom posten med rutebilen fra Vejle. Vi sorterede posten til de tre ruter, Rue, Stubdrup og Mejsling, fik så penge med af Musse eller Alfred Rodding, som stod for postregnskabet. Når vi kom tilbage fra turen, blev der så afregnet igen med Musse eller Alfred.

   Én gang i kvartalet fik postbudene frokost på kroen. Det var når vi skulle opkræve penge for abonnementer på blade og aviser.”

Kroen fungerede som posthus frem til ca. 1979, hvor

der blev bygget et lille posthus på Smedevej, ved siden af kroen, men postbudene kørte fra 1977 ud fra Vejle postkontor hver morgen.

I 1905 blev der bygget nyt, en 3 etagers bygning med karnap og spir, en imponerende bygning i datidens Jerlev. Bygningen var indrettet med købmandshandel, postkorntor, skænkestue, spisestue, køkken, sal og et værelse i stueetagen. På 1. sal var der beboelse for kroparret. Foran kroen, ud mod landevejen, var der kørestald. Kørestalden blev nedrevet ca. 1985 og i 1986 blev der bygget til mod øst. Spiret på karnappen blev skadet under en storm for ca. 10 år siden. Karnappens øverste etage og spiret blev fjernet og erstattet af et fladt tag.

De tre første ejere

Iver Jørgensen, kroens første ejer, var født her i sognet og havde inden han blev kroejer en gård på Jerlev Nørremark. Han havde krodrift og købmandshandel, men købte også en jordparcel i Høllund, hvor han formodentlig drev landbrug. Han døde i 1866 og efterlod sig enken. Johanne Marie Lauridsdatter og fem umyndige børn. enken giftede sig senere samme år med ungkarl Mads Madsen fra Børkop, og de drev kroen frem til 1881, hvor de mageskiftede med Niels Brødsgaard Poulsen fra Ejendommen ”Lille Anholt” på Smalle Jerlevvej. Niels Brødsgaard havde kroen i 4 år frem til 1885, hvor han solgte til Oskar Emil Jessien.

En velhavende kroejer

Jessien var født på ”Phønixborg” i Ågård og var af velhavende familie fra Holsten. Jessien havde tidligere samme år solgt ”Vangsgaard” (skråt over for kroen) til Hans Peter Andersen og havde også tidligere ejet ”Vestergaard” (vest for kirken). Jessien forpagtede kroen ud i ca. et år fra 1886-87 til Niels Jensen. Efter Jessiens død i 1889 drev hans enke, Anne Henriette Jessien, stedet videre til hun i 1891 solgte til Rasmus Petersen.

Rasmus Petersen var født i Sindbjerg sogn i 1865. Han blev i 1891 gift med Ane Cathrine Christensen fra Øster Snede og fik samme år livsvarig kro- og beværterbevilling. Rasmus Petersen drev købmandsforretning, som de forrige ejere, og var desuden brevsamler fra Vejle Postkontor. Han opførte i 1905 de nuværende krobygninger. Rasmus var en dygtig og vellidt mand, der nød megen tillid i kommunen og var medlem af Højen-Jerlev Sogneråd og sognerådsformand fra 1906-09.

Samme familie i 90 år

I ægteskabet fødte Cathrine 6 børn, hvoraf kun 2 blev voksne: Hans Christensen Petersen

født 1898 og Dagny Marie Petersen født i 1901. Hans tog senere modernes familienavn Garne som efternavn.

Rasmus døde pludseligt i 1910, kun 45 år gammel, men Cathrine drev kroen videre. Hun købte i 1916 den gamle gård bag ved kroen (nu nedreven) med tilhørende jord, som hun senre udstykkede en del parceller fra, bl.a. på Mejslingvej. I Cathrines ejertid blev ”den store sal” udsmykket af en omrejsende kunstner, der som betaling fik kost og logi på kroen.

Dobbeltbryllup

I 1923 var der dobbeltbryllup på kroen. Datteren Dagny, kaldet ”Musse”, giftede sig med murer Alfred Viktor Rodding fra Kærbølling og sønnen Hans blev gift med Hansine Petersen fra Kærbølling skov. Musse og Alfred Rodding blev samme år indsat som bestyrere af kroen. Hans havde også sin daglige gang på kroen, idet han var landpostbud. Cathrine udskilte en parcel på Mejslingvej (nr. 1) i 1925, hvor sønnen Hans kom  til at bo. Cathrine døde i 1946, hvor Musse arvede kroen.

   I 1966 døde Musse, men Alfred havde kroen frem til sin død i 1980. Alfred var en ivrig jæger og skytte, men ellers et hjemmemenneske, der ikke blandede sig i foreningslivet, men koncentrerede sig om at skabe et godt samlingssted på kroen. Alfred gjorde meget for at holde to og orden på kroen.

   En fast tradition nytårsaftendag var, at der blev serveret gratis æbleskiver og solbærrom til alle kroens gæster.

En ” krig” på ostemadder

Vita Johansen, tidligere ansat på kroen, fortæller om Rodding: Pigerne på kroen skulle engang forhandle løn. De forlangte 4 kr. mere i timen, men til dette svarede Rodding: ”Nej, så skal i også selv betale den mad i spiser her. Dette nægtede pigerne og i protest mod dette tog de deres eget mad med. Men da så kroens gæster bad pigerne om deres medbragte ostemadder, mente Rodding det måtte være nok! Det endte med at pigerne fik deres 4 kr. i lønforhøjelse, og den gamle madordning blev genindført.

Efter Alfreds død i 1980 drev sønnen Niels kroen til en

blev solgt i 1981, hvor Jette Hansen købte den, hun havde tidligere været servitrice på Mølkjær kro i Ødsted. Jette Hansen havde kroen et par år.

Rytters tid på kroen

Rytters tid på kroen

I 1984 blev kroen, kort før en berammet tvangsauktion, overtaget af Rose og Niels Jørgen Rytter, som samtidig var kroejere i Gørding. Rytters drev kroen som anpartsselskab sammen med Bent Hemark Jensen (tidligere Rådhuskroen i Ribe). Rytter drev kroen under logoet: ”Til hverdag og fest, er Jerlev kro – nogenlunde”. Man fik traditionel kromad i portioner, så man blev mæt. Kroen har i Rytters tid haft utallige fester, barnedåb, sølvbrylluper, begravelser m.m. Parret har forøget antallet af senge, så der nu er plads til 40 overnattende gæster, heraf mange rejsende og håndværkere som stamkunder.

Rytter måtte på grund af helbredet sælge kroen i maj 2002 til Bent Bork fra Kolding, som kun havde den meget kort tid

Kroen i dag (2002) Kroens nye ejere, Kirsten og Henrik Madsen, overtog d. 15 juli 2002 kroen. De kommer fra Lindeballe og har erfaring i krodrift, idet Kirsten er tjeneruddannet og har arbejdet på bl.a. ”Hotel Margrethe” i Gadbjerg og på Billund kro. Det nye kropar vil videreføre kroens traditioner og supplere med en række nye tiltag, såsom legeplads og petanque-bane i krogården.