Fra de gamle aviser

Kristine Slot 80 aar

  M andag den 17 dec. fylder en kendt gammel kone, Stine Slot, Mejsling 80 aar.

   Stine var gift med Skomager Slot, der døde for nogle aar siden, og hun har lige siden hun blev gift boet i Mejsling.

   Der var fire børn i hjemmet, og da disse voksede til, tog Stine to plejebørn, en dreng og en pige, som de omfattede med mindst lige saa stor kærlighed, som deres egne. – for at bøde paa indtægterne, gik Stine ud for at gøre gavn, hvor de havde brug for hende, og hun kunde hjælpe overalt, lige fra at staa ved en vaskeblaje til at være barnepige, naar der ingen var i hjemmet til at sidde ved de smaa.

   Endnu den dag i dag kan Stine hjælpe til ved en vask og meget andet arbejde, thi hun skaaner aldrig sig selv, og hun er afholdt af alle. Store og smaa, der kender hende, for hendes rolige godmodige maade at være paa.

   Der er mange der paa mandag vil sende Stine en venlig tanke med tak for al den hjælpsomhed, hun altid var rede til at yde, og ønske for hende at Gud vil give hende en god og fredfyldt livsaften.

Kristine Slot, var født Nielsen den 18 dec. 1853 i Lindeballe - hun var gift med Skomager Christen Christensen Slot i Mejsling - hun døde 82 år gl. den 13 juni 1936

Alfred Viktor Rodding 80 år

I dag fylder kromanden i Jerlev, Alfred Rodding 80 aar. Alfred Rodding er en central og populær skikkelse i Jerlev by og sogn. Han er både kromand, købmand og egnens postmester, idet han forestår brevsamlingsstedet i Jerlev.

   Tidligere havde han i sin fødeby, Kærbølling ved Bredsten, en fortid som murermester, men flyttede i 1923 til Jerlev kro, som var hans hustrus barndomshjem. I Jerlev fortsatte han som murermester til 1933 og siden har han fortsat sin svigerfaderes virksomhed. For en halv snes år siden blev han enkemand, men har bistand af en søn.
Mere skal der ikke stå i avisen i anledning af min 80 års dag. Der kunne måske nok skrives mere, men de der kender mig, behøver ikke større forklaring. Og for de mange der ikke kender mig, kan det være ligegyldigt, siger Alfred Rodding, der dog er forberedt på et stort besøg af venner på 80 års dagen.

Alfred Viktor Rodding blev gift i Jerlev den 7 dec. 1923 med datteren fra kroen Dagny Marie Petersen. Alfred døde 83 år gl. den 10 okt. 1980

Katrine Dahl Rasmussen 80 år

I dag fylder fru Katrine Dahl Rasmussen f. Pedersen, Limskov 80 år

   Fru Katrine Dahl Rasmussen er født  i Slelde i Skibet sogn og hun har tilbragt næsten al sin tid på Vejle-Egtved-egnen.

   I 1918 blev hun gift med Peder Dahl Rasmusen, Ødsted og i nogle år boede ægteparret i Jerlev, men købte senere en landejendom i Mejsling, som de med flid og dygtighed gjorde godt i stand.

   I 1956 blev Katrine Dahl Rasmussen enke. Begge ægtefæller havde i nogle år været sygelige, og efter sin mands død solgte Katrine Dahl Rasmussen ejendommen og købte det hun i Limskov, hvor hun siden har boet.

Hun er fortsat meget flittig, og endnu er synet så godt, at hun kan beskæftige sig med finere håndarbejde.

Katrine døde 87 år gl. den 4 feb. 1985 og ligger begravet på Jerlev kirkegård

Anna Marie Pedersen 85 år

I morgen fylder frk. Anna Pedersen, Jerlev 85 år.

   Anna Pedersen er født i 1890 i Gaarslev, hvor hendes forældre, Jørgen og Anna Marie Pedersen drev en mindre ejendom. Senere flyttede familien til Jerlev, hvor faderen købte en anden ejendom.

   Anna Pedersen havde forskellige pladser som husbestyrerinde og var på Kærhave husholdningsskole ved Ringsted.

   I 1925 kom hun tilbage til ejendommen i Jerlev for at passe forældrene, idet hendes mor ikke brød sig om at komme på alderdomshjem. Foruden at passe forældrene klarede Anna Pedersen landbruget, der bestod af 2 tdr. land, to køer og nogle grise.

   Da forældrene døde, overtog hun ejendommen, hvorfra hun senere solgte jorden til byggegrunde. I 1973 solgte hun så ejendommen og flyttede ind i pensionistboligen i Jerlev.

   Anna Pedersen har mange venner på egnen, ligesom hun kommer meget hos sin afdøde brors børn, som også er flinke til at hjælpe hende.

Anna Pedersen der blev 86 år gl. døde i Jerlev 26 okt. 1976

Christian Lund 75 år

På søndag fylder tidligere sognerådsformand, husmand Christian Lund. Jerlev 75 år.

   Christian Lund er født i Bøndstrup ved Vamdrup og kom som ung til Vejle-egnen. I 1927 blev han gift med Anna Jensen fra Mejsling og købte en lod fra Jerlevgaard hvorpå han opførte det hjem han siden har boet.

   For tre år siden blev Christian Lund enkemand, og han bor nu hos den søn, der har overtaget ejendommen, som nu er udvidet ved tilforpagtning af jord.

   Christian Lund gjorde sig kendt som en dygtig landmand, der fik meget ud af bedriften og som havde en meget anerkendt husdyrbesætning med høj ydelse.

   Mange officielle hverv har han bestridt i årenes løb. I flere perioder sad han i Jerlev sogneråd, hvor han var formand otte år. I 16 år var han revisor i slagteriet Tulip i Vejle.

   Nu har han alt dette på afstand og fører en mere stilfærdig tilværelse, der giver ham tid til at fundere over den stærke udvikling, der i blot få år er foregået på de områder, hvor han intenst har taget del i arbejdet. I landbrugsbedriften såvel som i det kommunale arbejde er der sket store forandringer.

   For sidstnævntes vedkommende kunne formand og kasserer stort set ordne det hele. Og det var i flere henseender dertil en lettelse samtidig at være formand i det sociale udvalg, for så havde man ligesom overblik over mere og kunne derfor lettere overkomme arbejdet, siger Christian Lund.

   På fødselsdagen drager han sydpå. Hans datter, som er Lærerinde i Kollund, holder fødselsdagen og til festen kommer også sønnen, der bor i Jaruplund ved Flensborg og som er forpagter af en gård.

Christian Lund der blev 82 år gl. døde i Jerlev den 4 feb. 1981